Adaption
I foråret 2007 sad jeg og bladrede i et postordrekatalog
og fik rædselsvisioner om, hvilken sommer jeg skulle gå i møde. Turkis
var in. Jeg hader turkis. Måske et levn fra barndommen, der fandt sted i
overgangen mellem tresserne og halvfjerdserne, hvor turkis var stort –
nærmest misbrugt – i både tøj, sko og bleer til hovedet. Tanken om at
skulle forny sommergarderoben var frustrerende. Jeg var fuldt ud klar
over, at det ville blive svært, hvis ikke umuligt, uden at støde ind i
turkis. Nu sidder jeg her et par år senere og har netop pakket
sommertøjet ud fra denne rædselssommer, og hvad ser jeg? En masse turkis.
Hvad skete der? Kan det virkelig være rigtigt, at jeg lod
mig manipulere af branchen, medierne og vennerne til at synes, at
turkis var OK? Eller bed jeg pinslerne i mig en hel sæson af ren
dovenskab bare for at gøre tøj-shopping nemmere at komme igennem? Begge
muligheder var urovækkende.
Men så kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde læst i hjerteforeningens Kogebog. Det tager de menneskelige smagsløg ca. 3 uger at vænne sig til en ny smag. Jeg ved med sikkerhed, at det passer. For dengang nede i 80’erne, hvor alle var unge, smukke og lykkelige, gik jeg meget op i min vægt, og jeg var klar over, at det at være tynd ikke hang rigtig godt sammen med min store hang til Coca Cola. Men så skete der noget… Coca Cola lancerede Cola Light. Min forfængelighed var lykkelig. Men så smagte jeg den – fy for den lede! Hvordan kunne man forvente, at folk, der elskede den originale sukker-cola var i stand til at drikke dette kemisk-smagende, sukkerløse fluidum? Dette til trods blev jeg ved. Der var milevid afstand fra mit ønske om at være tynd og behovet for nydelse i indtaget af væske, og jeg pinte det i mig fuldkommen som dengang, jeg fandt ud af at alle de intellektuelle drak kaffe. Og wupti – et par uger senere smagte det pludselig ikke så grimt mere, og i dag er jeg ikke i stand til at drikke sukker-sodavand, om jeg så fik penge for det.
Og så er det, at min teori går ud på, at uanset hvor
skræmmende og frastødende vi end finder den hotte mode i begyndelsen af
en ny sæson – det være sig farver, længden på striktrøjer, højden/lavden
på buksernes talje eller mængden af glimmer og perlietter – så vil vore
hjerner i løbet af få uger tilpasse sig og til sidst fortælle os, at
det nok ikke er så slemt endda.
Så inden jagten på dette års sommergarderobe går ind, vil
jeg bruge et par weekender til at gennemlæse postordrekatalogerne og
modebladene, så jeg inden 1. maj måske ikke har det så svært med at
80’erne nu indhenter mig med neonfarver og storskjorter. Hvis det
glipper, så ses vi til sommer i forrige års turkis!
April 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar