Skillepunktet

Allerede da han steg ud af bilen vidste han, at det ville være dagen, der for altid ændrede hans liv. Hans næse fortalte ham det. Og synet af betjenten, der kastede op bag et træ, bekræftede det.

Få meter derfra stod fire mænd bøjet over noget, der lignede en gammeldags kuffert. Stor, firkantet, slidt læder. Kufferten var stadig lukket, men den altoverskyggende stank, der hang i luften, efterlod ingen i tvivl om, hvad den indeholdt. Stanken af blod, råd og død.

”Godt at se dig. Har du den med?”

Han nikkede. I hånden bar han en tynd sølvkæde med en lille nøgle. Nøglen og kæden havde han haft i sin skrivebordsskuffe på stationen i de sidste 6 måneder. Den stammede fra en sag, hvor en ung kvinde var blevet fundet død i en bil midt ude i en skov. Selvmord. Kvinden var aldrig blevet identificeret. Kæden med nøglen hang om hendes hals sammen med en håndskrevet seddel med ordet ”Undskyld”. Det var aldrig blevet opklaret, hvad nøglen var til, men den gåde var måske på randen til at blive opklaret.

I selv samme skov, kun få hundrede meter fra det sted, hvor kvinden var blevet fundet, var skovarbejdere tidligere på dagen stødt på kufferten. Og nu stod han her med nøglen i hånden

”Vil du selv forsøge, eller skal jeg?” spurgte hans kollega.

Han tog en dyb indånding og svarede: ”Jeg tror jeg klarer det”.

Da han satte nøglen i den slidte lås, kunne han mærke hvordan hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og da han drejede nøglen, var det som om det stoppede et kort øjeblik. Låsen klikkede og kufferten var klar til at blive åbnet. Han holdt vejret mens han langsomt løftede låget. Stanken blev om muligt endnu værre og slog luften ud af ham, men det var ingenting i forhold til synet af kuffertens indhold. To lig. To børn. På trods af den fremskredne forrådnelse var det tydeligt, at der var tale om en baby svøbt i et tæppe og en lille pige på 2-3 år i en gul sommerkjole. Pigens krop lå halvt ind over babyen med ansigtet vendt op mod kuffertens åbning. Øjenhulerne nærmest stirrede længselsfuldt op mod den blå himmel.

Han var nødt til at vende sig væk. Intet i hans tid indenfor politiet kunne måle sig med det syn. Han vidste, at det havde brændt sig fast på hans nethinde og ville plage ham resten af livet. Rædslen og chokket lyste ud af ansigterne på alle de tilstedeværende, og ingen var i tvivl om, at det var det værste, de nogensinde ville opleve. Han prøvede at rense hjernen for enhver reaktion, han var trods alt nødt til at kigge igen. Det var hans job. Han lukkede øjnene, vendte sig mod kufferten igen og brugte den sidste rest af vilje, han havde tilbage, for langsomt at åbne øjnene igen. Og så så han dem. Mærkerne på indersiden af kuffertens låg. Det var kradsemærker. Kradsemærker fra neglene på et lille barns hånd. Hans hjerne processerede informationen som i slow motion. Kradsemærker i låget af en kuffert, to lig i kufferten, ligene kunne ikke have været lig, da de blev låst inde i kufferten = de var blevet efterladt i en låst kuffert i live!

Det var som om realiteten gik op for alle på samme tid. Næsten synkront vendte alle fem mand sig om og gik nogle skridt væk fra kufferten. Ingen sagde noget. De stod der bare, forstenede og tavse. Indtil en af dem knækkede sammen og kastede op og en anden begyndte at græde højlydt. Selv blev han bare stående med lukkede øjne og hjertet galoperende i brystet. Det var som om nogen afspillede en film for hans indre øje. Han så i virkelighedstro billeder og lyd, hvad der var foregået her for et halvt år siden. Kvinden der forsigtigt placerer børnene i kufferten, lukker låget og låser den. Lyden af gråd, råb der hurtigt bliver til skrig, og en skræmt pigestemme, der kalder på sin mor. Angst, frygt, smerte. Han kunne ikke klare mere.

Han for sammen, da nogen lagde en hånd på hans skulder. ”Er du OK?”. Den kvindelige retsmediciner lod hånden ligge på hans skulder, indtil han svarede ”Nej… Nej, jeg er på ingen måde OK”.

Efter nogle minutter og en halv cigaret, tog proceduren og automatikken over. Han og alle andre på gerningsstedet fik gjort det, de skulle, og både ligene, kufferten og politifolkene kunne køre væk fra lysningen i skoven. Papirarbejdet blev klaret, og uden at føre omfattende samtaler om emnet, var alle enige om at slutte vagten med en øl på restauranten ved siden af stationen. Der blev ikke sagt ret meget, men bare det at sidde der sammen var indtil videre terapi nok.

Det var blevet sent, inden han kunne sætte nøglen i sin egen hoveddør. Handlingen gav ham et øjeblik flashback, og han måtte støtte sig til dørkarmen for ikke at falde. Indenfor var alt mørkt. Hans kone var gået i seng, men havde som altid efterladt et glas med whisky og en cigaret på sofabordet sammen med en seddel med et læbestiftaftryk og ordene ”Godnat, skat”. Han satte sig på sofaen og tog en dyb indånding. Glasset og cigaretten lod han være urørt. Han lagde sig ned på sofaen og faldt i en dyb søvn.

Nogle timer senere vågnede han med et sæt, da hans kone kyssede ham på panden. Hun satte sig på kanten af sofaen, lagde sine hænder om hans ansigt og smilede til ham. ”Du kan da ikke ligge her og sove” sagde hun stille. ”Ikke i nat. Det får du masser af muligheder for i fremtiden”. Han satte sig op og kiggede spørgende på hende. ”Hvad mener du?” spurgte han. Hendes smil blev endnu større, hun lænede sig ind mod ham, kyssede ham på kinden og hviskede i hans øre ”Du skal være far”.

Den nat græd han. Græd som han aldrig havde grædt før. Han græd for de stakkels to børn i en kuffert. Han græd for den stakkels kvinde, der var kommet så langt ud, at hun havde været i stand til at lægge dem der. Han græd for en verden, hvor noget sådan kunne finde sted. Han græd af lykke for sit ufødte barn og af taknemmelighed for den kvinde, der gjorde det muligt. Han lod tårerne skylle ham ren for al den gru og rædsel, han havde oplevet og for tankerne om at han aldrig ville blive den samme igen. Og da solen stod op vidste han med sikkerhed, at han aldrig ville blive den samme igen. Gudskelov.

Opgave skrevet til Saxo’s Forfatterskole, april 2009