Dræbersvanen

Det er ikke meget, jeg ved om svaner, udover at det er den smukkeste fugl i Danmark, men jeg blev alligevel overrasket over, hvad jeg oplevede ved Sortedamssøen i dag. Vejret nærmest skreg på, at man skulle være ude i det, så jeg udstyrede mig med varmt tøj og café latte, og placerede mig på en bænk i solen langs søen. Udsigten var som altid pragtfuld, masser af ænder og svaner i den skarpe frostsol og lyden af solsortens sang fra træerne – ren idyl, der sprøjtede nyt liv i mit håb om et snarligt forår. Men så blev idyllen brudt. Min opmærksomhed blev overtaget af en farlig ballade ude på søen. I udkanten af fuglemængden var en teenage-svane (fuldt udvokset, men stadig brun fjerdragt) i gang med at æde en and. Han (jeg kan ikke se forskel på han og hun, så det er rent gætværk) havde et fast tag om den stakkels ands hals og ruskede den frem og tilbage i det iskolde vand. Gudskelov slap anden fri og baskede forvildet væk fra sin overfaldsmand, chokeret med trods alt i live. Men dræbersvanen havde ikke fået nok, så dens blodtørst fik den til at haste hen til næst offer – endnu en stakkels and, der gudskelov vejrede faren og kom på vingerne i sidste øjeblik.

Nu var jeg temmelig irriteret på dræbersvanen. Jeg ved godt, at naturens gang er hård og brutal, men kunne den for pokker ikke i det mindste vælge en modstander af samme størrelse, i stedet for at kaste sig over de mindste i flokken? ”Er du kylling eller svane”? Det var som om den læste mine arrige tanker, for i næste øjeblik pustede den sig op, baskede med vingerne og kastede sig over en af sine egne. Det gav mig så svaret på mit spørgsmål. Det var ikke den bedste idé den havde fået. Modstanden var stor, og offer-svanen fik sig øjeblikkeligt frigjort og sejlede lige så stille væk. Dens rolighed var næsten grænsende til arrogance, eller måske var det et udtryk for medlidenhed, som om den tænkte ”din ynkelige stakkel, du har meget at lære endnu”. Men dræbersvanens nederlag var endnu ikke helt afsluttet.

En anden svane, som jeg formoder er flokkens alfa-han, så det som sin pligt at opdrage lidt på den uvorne møgunge. Den stilede direkte mod dræbersvanen, og satte sit angreb ind. Efter devisen øje for øje, tand for tand, plantede den ældre han et solidt bid i knøsens hals og holdt fast. 10 sekunder efter slap den og svømmede væk igen. Den holdt inde med sine angreb for en stund, men man slår sjældent igennem med pædagogisk lærdom, hvis det medfører, at ungersvende i processen mister deres stolthed, så jeg er ikke sikker på, at dræbersvanen tog noget varigt med fra denne episode. Selv valgte jeg at forlade gerningsstedet, så jeg kan leve i lykkelig uvidenhed om eventuelle opfølgende episoder, men lad mig føre til protokols, at hvis der findes strangulerede ande-lig i Sortedamssøen i nærmeste fremtid, vil jeg gerne stille op som vidne. For selvom jeg ikke ser selve misgerningen finde sted, så er jeg ikke i tvivl om, at det er dræbersvanen, der har slået til – og jeg kan udpege den!

Fra ”Brok og Krummer”, 13.02.2009