I Love Østerbro

I Love Østerbro

Hold kæft, hvor er jeg træt af at bo i byen!

Jeg ved ikke, hvordan det er på de andre broer, men her på Østerbro, hvor jeg hører til – og har gjort det i 20 år – er det rædselsfuldt. Vi er gået fra at være et roligt og hyggeligt kvarter hovedsageligt beboet af fine, ældre damer med blåt hår og puddelhund, til at være en børnefamilie-ghetto, hvor fortovene er overbemandet af barnevogne, og hver gang en butik lukker, åbner der en børnetøjsforretning med stort set samme varesortiment som alle de andre. Vi er ved at drukne i cykler, som er lige så irriterende, når de er passivt parkerede overalt, som når deres ejere benytter dem hvor som helst og hvordan som helst uden hensyn til færdselsregler, endsige almindeligt medmenneskeligt hensyn. Og som det altid er med forbudte ting, så skal der bare være mange nok, der gør det tit nok, så bliver det tilladt. Efter den devise kan vi nu se frem til, at cyklisterne i løbet af sensommeren frit og kvit kan drøne op og ned langs Sortedams Dosseringen.

Vi er oftere og oftere udsat for pestilensen, der i folkemunde hedder Parken. Flere og flere arrangementer, der medfører ikke bare kraftig trafik, parkeringskaos og en frygtelig støj, men også halvfulde mænd, der tror vores kælderskakt eller opgang er et bekvemt placeret pissoir specielt til deres anvendelse, og et par dages affaldshelvede på gader og stræder, som kun overgås af én ting; Den største pestilens i kvarteret: 1. maj. Jeg er selv begyndt at være ”bortrejst på dagen” for at undgå det infame helvede, der for længst er holdt op med at have noget som helst med arbejderkamp at gøre.

Og hurra for den fine nye helikopterplatform, der er kommet på taget af Riget – nu kan helikopteren skræmme livet af os op til flere gange i døgnet, i stedet for et par gange om ugen, for piloterne har stadig ikke fundet ud af at flyve højere hen over tagene, så vi skal stadig holde på hat og briller ved hver ind- og udflyvning.

”Hvorfor flytter du så ikke bare?” – tænker du nok. Tja, hvorfor ikke?

Fordi jeg stadig kan få tårer i øjnene over det syn, der møder mig, når jeg går hjem langs søerne og spotter Østerbrogade i det fjerne. Og fordi jeg har alle de forretninger, jeg har behov for indenfor gå-afstand. Og fordi jeg aldrig behøver at lave mad i mit eget køkken, hvis jeg ikke gider, for jeg har en lokalbog fuld af fantastiske restauranter, caféer og take-out-steder, som kan gøre mig mæt for en billig penge. Og fordi jeg kan gå tur på Garnisons og Holmens kirkegårde og nyde stilheden. Og fordi intet slår en aften-latte udenfor på den Franske Café, mens man ser solen gå ned over Byen. Og fordi det er fedt, at jeg kan gå til koncert i Parken og ikke har længere hjem, end at jeg kan gå hjem til mig selv og tisse, hvis køen ved dametoiletterne er for lang. Og fordi der er noget opfriskende ved en gåtur gennem Fælled Parken en frostklar januarmorgen. Og fordi intet er smukkere og mere forårs-bekræftende, end at se magnolietræerne springe ud langs Blegdamsvej. Og fordi overboens larmende møgunger er bedre end en nabo med 300 svin og en gylletank.

Kort sagt – jeg kunne ikke drømme om at flytte herfra (så længe jeg kan få luftet mine frustrationer indimellem).