I Love Østerbro
Hold kæft, hvor er jeg træt af at bo i byen!
Jeg
ved ikke, hvordan det er på de andre broer, men her på Østerbro, hvor
jeg hører til – og har gjort det i 20 år – er det rædselsfuldt. Vi er
gået fra at være et roligt og hyggeligt kvarter hovedsageligt beboet af
fine, ældre damer med blåt hår og puddelhund, til at være en
børnefamilie-ghetto, hvor fortovene er overbemandet af barnevogne, og
hver gang en butik lukker, åbner der en børnetøjsforretning med stort
set samme varesortiment som alle de andre. Vi er ved at drukne i cykler,
som er lige så irriterende, når de er passivt parkerede overalt, som
når deres ejere benytter dem hvor som helst og hvordan som helst uden
hensyn til færdselsregler, endsige almindeligt medmenneskeligt hensyn.
Og som det altid er med forbudte ting, så skal der bare være mange nok,
der gør det tit nok, så bliver det tilladt. Efter den devise kan vi nu
se frem til, at cyklisterne i løbet af sensommeren frit og kvit kan
drøne op og ned langs Sortedams Dosseringen.
Og
hurra for den fine nye helikopterplatform, der er kommet på taget af
Riget – nu kan helikopteren skræmme livet af os op til flere gange i
døgnet, i stedet for et par gange om ugen, for piloterne har stadig ikke
fundet ud af at flyve højere hen over tagene, så vi skal stadig holde
på hat og briller ved hver ind- og udflyvning.
”Hvorfor flytter du så ikke bare?” – tænker du nok. Tja, hvorfor ikke?
Fordi
jeg stadig kan få tårer i øjnene over det syn, der møder mig, når jeg
går hjem langs søerne og spotter Østerbrogade i det fjerne. Og fordi jeg
har alle de forretninger, jeg har behov for indenfor gå-afstand. Og
fordi jeg aldrig behøver at lave mad i mit eget køkken, hvis jeg ikke
gider, for jeg har en lokalbog fuld af fantastiske restauranter, caféer
og take-out-steder, som kan gøre mig mæt for en billig penge. Og fordi
jeg kan gå tur på Garnisons og Holmens kirkegårde og nyde stilheden. Og
fordi intet slår en aften-latte udenfor på
den Franske Café, mens man ser solen gå ned over Byen. Og fordi det er
fedt, at jeg kan gå til koncert i Parken og ikke har længere hjem, end
at jeg kan gå hjem til mig selv og tisse, hvis køen ved dametoiletterne
er for lang. Og fordi der er noget opfriskende ved en gåtur gennem
Fælled Parken en frostklar januarmorgen. Og fordi intet er smukkere og
mere forårs-bekræftende, end at se magnolietræerne springe ud langs
Blegdamsvej. Og fordi overboens larmende møgunger er bedre end en nabo
med 300 svin og en gylletank.
Kort sagt – jeg kunne ikke drømme om at flytte herfra (så længe jeg kan få luftet mine frustrationer indimellem).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar