Mig og mig og vi to

Har du hørt om den narcissistiske operasanger?

Vi er nået til det punkt i vores stræben efter konstant personlig udvikling, hvor vi alle synger den narcissistiske operasangers skala: ”Mi, mi, mi, mi”…. Og vi synger ikke engang i kor. Vi synger alene, enkeltvis, hver for sig. Vi har opnået den yderste grænse for egoisme – den hvor man ikke bare kun tænker på sig selv først, men gør det under dække af, at det gavner os. Egoisme i jeg’ets tjeneste.

For vi bliver tudet ørerne fulde om, hvor vigtige vi er, hvordan vi skal sætte os selv først. Selvforherligelsesbiblerne til kvinder står i kø både på tryk, i levende billeder og online for at fortælle os, hvordan det kan gøres.

VÅGN OP!

Hvornår indser vi, at det ikke er ego-plejende at være egoistisk? Hvad er det værd at være trendy, hvis vi er ensomme? For det er lige nøjagtig, hvad det medfører. Vi går alle sammen rundt i hver vores lille boble og bilder os selv ind, at de ting vi gør, den måde vi lever vores liv, de valg vi tager, gavner os selv og er nødvendige for at udvikle os til rigtige kvinder – gode mennesker. Newsflash!!!! Det er det ikke! Tværtimod bliver vi utiltalende individer, der hverken er i stand til at elske os selv eller andre.

Det er vigtigt at have en kæreste/mand, men ikke fordi vi vil dele vores liv med ham. Vi vil blot finde en med gode gener, som vi først laver om til at passe ind i vores billede af den perfekte mand. Dernæst flasher vi ham i en periode overfor veninderne, og hvis de siger god for ham, er vi klar til at lade ham donere sine gener til de børn, som er så vigtige for os at få. Hurtigt derefter skiller vi os af med ham igen – for hvad skal han bruges til, nu vi har opnået det, vi satte ud for at få?

Og børnene…. Dem bilder vi os selv og andre ind, at vi elsker overalt på jorden. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at vi overlade deres opdragelse til andre, allerede inden deres første leveår er gået? Den eneste rest af urkvindens moderinstinkt der er tilbage, er at den dårlige samvittighed over ikke at være nok sammen med vores børn indimellem banker på. Men den tror vi, at vi kan købe os ud af ved at udstyre barnet med alt hvad det peger på. Næste gang du svinger Visa-kortet i forældrekærlighedens navn, stop og tænk – måske har pjevsen mere brug for et kram eller en godnathistorie, end en ny cykel.

Når vi så er singler igen, er det endnu mere vigtigt, at vi plejer ego’et. Vi skal da have vores egen personlige coach, som kan hjælpe os derhen, hvor vi end ikke havde drømt om, at vi kunne nå. Vi skal sikre os, at vi ser fantastiske ud i både krop og sjæl og fremstår mindst 10 år yngre, end vi rent faktisk er. Og vores hjem skal naturligvis bære tydeligt præg af vores personlighed – også selvom det egentlig er en kopi af side 12 i nyeste nummer af magasinet ISABELLAS, og vores såkaldte personlighed er købt med eks’ens hustrubidrag.

Hvis du skal være helt og aldeles hudløst ærlig, er du så ikke i bund og grund ensom? Er du en af dem, man kan møde en lørdag aften i 7-Eleven, når du i ly af mørket sniger dig ned får at købe en kvindes bedste medicin mod ensomhed og tristesse – Ben & Jerry? Og når du afleverer ungerne i børnehaven kl. kvart-over-kvalme en regnfuld tirsdag morgen, ville du så ikke dybest set hellere tage dem op på cyklen igen og køre hjem for at spendere hele dagen med dem i sofaen under et lunt vattæppe med varm kakao og boller, også selvom det kostede dig den næste forfremmelse på jobbet? Og designerkjolen, du brugte en halv måneds husleje på, og som ikke scorede dig den forventede nats samvær med et andet menneske – ville du ikke ønske, at du kunne bytte den med en forlænget weekend i sommerhus med hele familien?

Det jeg prøver at sige er, at du ikke får det bedre af at lytte til råd fra andre – du skal lytte til dig selv. Ikke i form af operasangerens skala, men din inderste sande gut feeling. Du vil nok blive overrasket over, at den i rigtig mange tilfælde vil fortælle dig, at du skal tænke på andre og ikke dig selv. Men det er faktisk en del af vores urinstinkt, at få samvær med andre mennesker til at fungere, og respektere – måske endda elske – andre uanset deres skavanker.

Der findes en ofte (mis-)brugt vending: ”Du skal elske dig selv, før du kan elske andre”. Hmmm…. Jeg tror det er omvendt. Du er nødt til at elske andre, for at kunne elske dig selv.

Hvornår har du sidst gjort noget, som ikke gavnede dig selv? Noget som udelukkende blev gjort for at glæde eller gavne andre, også selvom det ligefrem var en belastning for dig. Lav en forsøgsdag, hvor du i alt hvad du foretager dig kun tænker på, hvordan du kan gøre noget for andre – lad hende, der kun skal købe en liter mælk, komme foran dig i køen; hold døren for dem efter dig; lad den ældre dame i bussen få dit sæde. Kort sagt: Lad andre komme før dig selv. Prøv det. Du vil blive overrasket over, hvor aldeles tilfredsstillende det føles. Og det kommer tilbage til dig.

Vær egoistisk ved at tænke på andre – ikke dig selv. Så kan vi måske en dag ændre ”Mig og mig” til ”Vi to”.

(Og PS – du behøver ikke være bange for, at du skal undvære din Ben & Jerry. Den smager meget bedre, når den nydes som belønning – ikke som trøst!)